Kristendom og EuroLife
En opgave skrevet af Mischa Charles Turner
Diakonhøjskolen, 3K
Århus
Semester opgave omkring:
Formidling af et kristendoms fagligt emne
Hvad er Frelse egentlig?
Frelse er et centralt begreb i kristendommen. Egentlig betyder det, at man slipper for den naturlige konsekvens af ens egne handlinger, fordi Kristus tager vores straf i vores sted. Disse handlinger er, at vi har brudt de 10 bud, i handling eller tanke.
En nemmere måde at forstå dette på vil være at sammenligne med, at vi har overtrådt loven, fx er man kørt overfor rødt, blevet stoppet og så kan man ende i retten. Der forklarer vi, at vi aldrig vil gøre det igen, vi er kede af det, vi kan godt se, det ikke er smart, at vi ikke overholder loven, og angrer vores overtrædelse. Ifølge loven burde vi få en straf for dette, men dommeren lader os gå, og i stedet for gives vores straf til Kristus.
Loven er Det gamle testamente (Torahen), som vi alle ligger under. Den kræver retfærdighed for alle. Så når vi synder, er det både mod Gud, men også mod fællesskabet.
Det nye testamente bringer en helt ny ting ind i det. Loven kræver stadig, at man er Perfekt, men da Kristus har taget vores syndere på sig selv, er vi blevet retfærdiggjort gennem Hans død på korset.
EuroLife kirkes værdier
EuroLife kirkes Værdier er mere en vision. Det handler om at række hånden frem, gribe ud efter nuet og leve efter de bibelske værdier.
Disse værdier er:
At være relevant i det 21. århundrede.
At være en bibel baseret kirke.
At have bibelsk samvær & liv.
At influere verden omkring os.
Samt at undervise i kristne værdier & liv.
Hvordan forstås frelse i frikirken?
Frelse forståelsen har altid været omdiskuteret, her bliver der godtgjort for en pinsetankegang omkring begrebet, og hvorfor pinsekirken mener som de gør.
Vi starter alle samme sted, som syndere. Om vi er bevist om det eller ej er en anden ting. På grund af, vi er syndere, er vi adskilt fra Gud, dette illustreres på billedet overfor. Synden adskiller os fra Gud.
I det gamle testamente løste man denne udfordring med et præsteskab, som hjalp en til at angre sine synder overfor Gud, og vejlede en i, hvad der var rigtigt og forket. Dette er ikke nødvendigt længere, da vi har fået en mellemmand, Jesus(og Helligånden som vejleder).
Men for at det hele skal give mening, er man nød til at beskrive, hvad synd egentligt er.
Synd kommer fra det græske ord, martia/μαρτία, ud over synd betyder det helt uskyldige ting som fx. at man laver en fejl, er uvidende omkring en ting, eller kommet til at lave en fejl ved uheld. Det betyder også, at man laver disse ting med fuldt overlæg, dertil kan det også betyde, at man bevist er ugudelig.
Synden bliver i hovedtræk beskrevet i 2. Mosebog 20:2-17, dertil er der brudstykker hele vejen Biblen. Det mest kendte brudstykke er Jesus ord, der forkorter der hele med til 2 bud: 1 Elsk Gud af hele dit hjerte, hele dit sind og alt dit væsen, det er det vigtigste bud, men det andet er lige så vigtigt, du skal elske din næste som dig selv.
Dette kræver en hvis forståelse for Hermeneutikken da det ofte bliver misbrugt. Det er ikke kærlighed at bringe andres frelse i fare ved at begrunde begær ens eget begær som kærlighed, og dække det ind under denne ”paragraf”, tværtimod. Derimod er det kærlighed at vise godhed over den mindste i samfundet. I det danske samfund ville samaritaneren ofte være muslimerne i blandt os, de er både hadet og foragtet. Kærlighed er ofte uselvisk og uden nogen form for måde at ”betale” tilbage på, kunne også siges at hvis man overhovedet giver det en tanke er det ikke længere kærlighed. Kærligheds ordet der bliver brugt er aldrig Eros, som er den moderne kærlighed, men ofte, Agape der ikke er mulig for mennesker, Philia som er kærlighed mellem brødre eller storge som er den kærlighed forældre føler overfor deres børn. Kærlighed og begær er nok meget tæt på hinanden med intet med hinanden at gøre.
Vi er enten syndere eller retfærdige, der er intet derimellem, modsat den forståelse man har for Jura i dag, hvor der kan være grunde til, at man er mindre skyldig, dette findes ikke i kristendom eller jødedom. Der findes ingen middelvej, det er enten helvede eller Paradis. Der er kun syndig eller ikke syndig(Retfærdig), og kun gennem Jesus Kristus offer og vores omvendelse kan vi nå derhen.
Frelse kommer fra det græske ord, σωτηρία/sōtēria , udover frelse betyder det også udfrielse(fra fjender), sikkerhed(af sjælen) og bevarelse(af sjæl & krop). I det gamle testamente hænger ordet unægtelig tæt sammen med retfærdighed.
Alle har samme udgangspunkt; født af en kvinde, velsignet med af vores forældres DNA og kultur, der måske er kristne, eller måske ikke er. Men man er ikke en kristen, fordi ens forældre er kristne eller man er døbt, troen kan ikke arves. Biblen fortæller, at troen kommer af at høre ordet. Ordet føder tro ind i ens liv, det er den personlige tro, der frelser. I denne vandring er man nødt til at erkende, at Kristus døde for vores syndere og genopstod fra de døde. Man er nødt til at høre om ham, før man kan tro på ham, gerne erfare Ham ligeledes. Ellers ville man tro på noget, man intet ved om, og dermed er det ikke tro, men blind tillid til noget, man intet ved noget om.
Dertil er man nødt til at tro på, at Jesus er Kristus(Frelseren), der er den levende Guds søn, døde for vores syndere, genopstået på den 3. dag, siddende ved Faderens højre hånd, hvor han på dommens dag vil dømme levende og døde. Hvis man ikke gør dette, kan Han ikke frelse os, og vi dør med/i vores syndere. Igennem troen bliver man frelst , derfor er man nødt til at høre Guds ord(biblen), for at få troen, så man kan blive frelst.
Når man har troen og opdager Gud, erfarer man, at der er ”noget”, der holder en væk fra Gud, dette ”noget” er Synden. Denne forhindring brydes, når man angrer sin synd . Når man angrer, omvender man sig fra sin synd, og målet er, at man ophører med at synde. Dog vil man, så længe man lever, have behov for at angre sin synd. Man holder ikke op med at synde, fordi man nu tror på Gud. Det naturlige tegn på, at man har omvendt sig, er gode gerninger. Dermed ikke sagt, at man bliver mere eller mindre go kristen/frelst, men at gode gerninger er et naturligt tegn på dette. Dertil kunne det tilføjes, at det føles godt at hjælpe andre, der er i nød eller generelt bare har et behov for hjælp.
Dernæst er man nødt til at erkende, at Kristus er den levende enbårne Guds søn, undfanget ved Helligånden, og døde for vores syndere. Dette er selve hjørnestenen, som den kristne kirke bygger på, sammen med, at man er nødt til at bekende Kristus overfor andre mennesker. Når vi gør dette, vil han ligeledes bekende os overfor faderen.
Sidste skridt på rejsen er at blive døbt. Dette har både en indre og ydre betydning. Den ydre er at vi nu bekender offentligt at vi nu tilhører den kristne tro, og dermed den sande kristne kirke hvor vi har fællesskab med vores åndelige søskende. Det indre er åndeligt og mere radikalt. I biblen bliver det beskrevet som vi går i døden med Kristus, dette er lidt kryptisk, men betyder a vi ikke længere selv er i centrum men at vi kommer Gud før os selv, eller vores ægtefælle. Det er også derfor man beskriver det som starter på ens nye liv, eller at vi ”vier” vores liv til Gud.
Derfor er der også mange, der vil begrunde at barnedåb, vand på hovedet, ingen åndelig indvirkning har, da det både kræver, at man selv ønsker det, personlig tro, samt bekender at Jesus er Herre og man angrer sine syndere. Det er jo netop den personlige tro, der frelser os selv, ikke ens kone og børn. Dog er det kun Gud, der ved, hvem der er frelst, men vi har hans guide, hvor vi kan drage en konklusion. Dette er beskrevet i 1. Johannes brev 1:9.
I frikirketænkning, og særligt pinsekirken, spiller forskellige kirkeforfattere en meget lille rolle modsat de 4 andre store kirkesamfund. Dette skyldes både, at man som pinsekirkepræst ingen uddannelse behøver(skader dog ikke), fordi hele præstegerningen bør bases på åndelig modenhed, men også at pinsekirketankegang går mere ud på, hvad der egentlig står i bogen, end hvad der er skrevet om biblen fra andre sider af.
Men der er også svagheder ved denne model. Fx er der ingen liturgi, der kan nemt opstå kætteriske ideer, og at kirken er meget decentraliseret. Men der er også en masse stærke sider. Fx har præsten meget frihed til at lave ting, der virker lokalt fx kirke café. Der er stadig de stærke kendetegn i alle pinsekirkerne, gospel, hænderne i vejret, forbøn, aktive åndelige gaver(fx profeti) og at kirkerne er fattige. Og selv i de store kirke samfund er der omfattede kætterier(fx afladsbreve eller ”Frelst ved dåben alene”)
Billedet her er fra Hillsong Sydney, hvor der er 20 000 mennesker hver søndag, hvilket langt fra er et af de største kirkesamfund under "pinsekirken", men den mest kendte fra udlandet.
